Omkring sidste generalforsamling havde et medlem en sag kørende med Mofibo, der kun betalte ophavsmændene 7 øre, hver gang deres brugere streamede en tegneserie, fordi Mofibo alene honorerer teksten, ikke billederne.
Bestyrelsesmedlem Frank Madsen og det pågældende medlem havde et møde på Mofibos hovedkontor, men det stod hurtigt klart, at e-bøger betyder så lidt for Mofibo, at man ikke var parat til at ændre den algoritme, der udregner betalingen. Især ikke, da Mofibo Danmark kun er en mindre del af en transnational koncern, der anvender samme system.
Så vi kan derfor kun anbefale vore medlemmer ikke at have deres tegneserier som e-bøger på Mofibos platform.
Efter mødet har vi orienteret Dansk Forfatterforening og gjort opmærksom på, at problematikken også er relevant for billedbøger, og samme besked har vi givet bestyrelsesrepræsentanterne for de ni forlag, der sidder i Danske Forlags bestyrelse.