Digitalt Foreign Rights 2021 fremstød i Angoulême

Danske Tegneserieskaberes arbejde med Foreign Rights og promovering af danske tegneserier til udlandet fortsætter ufortrødent trods Covid-19.

På sidste års generalforsamling i marts 2020 afrapporterede foreningens Foreign Rights task force om indsatsen i Angoulême samme januar, og der var på den baggrund stor opbakning til at fortsætte. Det blev besluttet, at Danske Tegneserieskabere igen i 2021 skulle have en stand i Rights and Licensing pavillionen i Angoulême og at Frank Madsen, Thomas Schrøder og Tatiana Goldberg skulle sendes af sted for at præsentere danske tegneserier for udenlandske forlag. En stand på Børnebogsmessen i Bologna 2021 blev også nævnt som en mulighed. Alt sammen virkeliggjort med foreningens kulturelle midler fra Copydan og Visda.

I september bad vi vores medlemmer indsende nye titler, der var udkommet i 2020, og dem præsenterede vi i en nyheds-email, som jeg udsendte til vores kontaktliste på knap 300 tegneserieforlag og tegneserieredaktører over hele verden.

Angoulême-festivalen aflyst

DANISH COMICS Foreign Rights 2021 catalog catalogue I november fik vi besked om, at Angoulême-festivalen var aflyst og vi fik pengene tilbage for vores stand og hotel. I stedet afvikles Angoulême Rights Market som en online-begivenhed, hvor alle forlag kan uploade deres katalog til festivalens onlineplatform for køb og salg af rettigheder, hvorefter man kan kommunikere direkte og blade i hinandens kataloger. Platformen åbnede 27. januar og er åben frem til 27. juni.

Danske Tegneserieskabere bad i december medlemmerne om at indsende nye titler, der var udkommet i 2020 eller som udkommer i 2021. Sammen med materialet fra sidste års katalog har vi produceret et digitalt 2021-katalog i PDF-format, der fylder 70 sider, og uploadet det til Angoulême-festivalens onlineplatform:

DANISH COMICS Foreign Rights 2021 catalogue - web

I modsætning til sidste år, hvor Foreign Rights-kataloget kun fyldte 32 sider, er serierne i 2021 delt op i 4 kategorier: Mainstream Comics (29 serier/89 titler), Graphic Novels (17 serier/18 titler), Family & Children (4 serier/5 titler) og Picture Books (2 serier/2 titler). I alt er 44 serieskabere repræsenteret med 114 titler.

Ny Foreign Rights portal

Også en helt ny DANISH COMICS Foreign Rights webportal er blevet programmeret, og den åbnede 20. januar. Alle links i vores PDF-katalog korresponderer med sider i webportalen, der har flere oplysninger om den pågældende serie. I webportalen er der desuden mulighed for at søge efter serier i forskellige genrer, f.eks. Historic, Action & Adventure, Crime osv. Webportalen har også en side, News, der løbende vil bringe nyheder på engelsk om tegneserier, der er blevet solgt til udlandet, serieskabere der er blevet interviewet på engelsk osv. for at øge kendskabet til, hvad der sker i Danmark. Samt en mulighed for at tilmelde sig webportalens nyhedsbrev.

Nyheden om webportalen, 2021-kataloget og vores digitale tilstedeværelse i Angoulême blev udsendt 22. januar via email til vores kontaktliste på knap 300 tegneserieforlag og tegneserieredaktører over hele verden.