Dato og tid er 22. sep 2019, 22:25

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 7 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 25. mar 2018, 19:08 
Brugerniveau 4
Brugerniveau 4

Tilmeldt: 11. sep 2016, 17:31
Indlæg: 1191
Jeg har herunder prøvet at opremse nogle af de tendenser, jeg oplever der findes i album-udgivelserne fra det Fransk/belgiske marked i 1950'erne. Dette er på ingen måde en endegyldig/fyldestgørende opremsning, men nogle træk jeg har lagt mærke til, ud fra de album jeg har fra perioden. (Jeg har flere album end dem, der er nævnt herunder :wink: ). Der er næppe de store nyheder for de mere erfarne læsere - men måske har jeg trods alt fået formuleret et træk eller to, som ikke har været fuldt bevidst hos alle. Jeg har gjort det for at give inspiration og mulighed for indspark, ideer eller uenigheder. På senere tidspunkt vil jeg muligvis komme med betragtninger fra andre årtier.


Karakteristika for europæiske tegneserier i 1950’erne

Tintin er den moderne europæiske tegneseries spædbarn, og seriens popularitet har afgørende påvir-ket de øvrige tegneserier, som udkomt i 1950’erne.

Således er hovedpersonen i stort set alle serier - som Tintin - en eventyrer, der drager ud til ukendte områder og kæmper mod ondskaben. Langt hovedparten af serierne har tillige et makkerpar, hvor hovedpersonen er den retlinede (Tintin), mens makkeren er knap så korrekt i sin opførsel (Kaptajn Haddock). Denne skabelon er brugt i; Blake og Mortimer, Splint & Co., Henrik og Hagbart, En sag for Max Jordan samt Buck Danny. Mads og Mette er begge meget velopdragede børn, til gengæld har de aben Sjoko til at lave numrene. Kun Lucky Luke udgør undtagelsen som bekræfter reglen, idet han som bekendt er en ensom cowboy.

Langt de fleste makkerpar har også kontakt til en videnskabsperson (Tournesol). Det kan være i form af; Grev Champignaq, Mads og Mettes far (ingeniør), Mortimer som selv er professor. I Henrik og Hagbart som foregår i middelalderen er professoren udskiftet med en troldmand; Homnibus. I Alix indgår troldmændene også, dog ikke som en fast karakter. I stedet har deres opfindelser betydning for historierne, hvad enten de er på skurkens eller heltenes side. (Se f.eks. Den gyldne sfinks og Oribals krone). Dette gælder også Lefranc og Martin er dermed den eneste forfatter, der problematiserer videnskabsmanden, idet viden bruges til fordel for skurkene eller uetisk. En række serier bruger teknologien som alternativ til den egentlige forskning. Det gælder f.eks. pilotserier som; Buck Danny og racer-serier som; Mark Breton. Der er ingen tvivl om at forskeren, videnskabsmanden, ingeniøren og teknikeren er i høj kurs i 1950’erne. Hvilket ikke er så underligt, da det var disse ikoner, der blev hyldet som afgørende for 2. verdenskrig. Tegneserieuniverset er i 50’erne fyldt med; alt afgørende våben baseret på ny teknologi, rumraketter - mere end 10 år før den første månerejse - lækre biler, fly og racerbiler.

Det er slående at tegneserierne er så godt som et kvindefri univers, som det er tilfældet i Tintin. De få kvinder som har fået lov at komme ind, har enten en stærkt tilbagetrukket rolle – som moderen til Mads og Mette - eller også skal de give helten mulighed for at komme dem til undsætning. Selv Anna (Pratt) har en overraskende tilbagetrukket rolle i den serie, hun lægger navn til. Og det selv om hun er en overvejende frisk og initiativrig pige – især målt i forhold til den daværende tidsånd. Alex i; En sag for Max Jordan er også en pige med ben i næsen, som ikke får den plads karakteren har potentiale til. En bemærkelsesværdige undtagelser fra de tilbagetrukne pige-karakterer er; Myg fra Splint & Co. Hun er en selvstændig og handlingsorienteret kvinde, som kan udfordre heltene på egen banehalvdel. Men hendes optræden begrænser sig til et par album i begge serier.

Et andet fællestræk med Tintin er, at stort set alle serier foregår i deres samtid. Lucky Luke, Henrik og Hagbart samt Alix udgør de eneste undtagelser, da disse tre serier foregår i hhv. det vilde vesten, middelalderen og Romerriget. Der er altså tale om at tegneserierne kan give stof til eftertanke i forhold til politik, videnskaben, hvorimod fortiden kun får en mindre platform i tegneserieuniverset. Og de få forhistoriske serier har ikke ambitioner om at være historiske, men er – i lighed med serierne der foregår i samtiden – heltefortællinger. Alix nærmer sig dog en historisk tilgang, og der ligger tydeligvis et meget stort kendskab til Romerrigets historie bag serien.

Foruden at foregå i deres samtid kombinerer et flertal af serierne spænding og humor – noget som Hergé fik forenet på en naturlig måde. Men her er dog væsensundtagelser. Blake og Mortimer, Lefranc, Buck Danny, Mark Breton og Alix har nedtonet humoren til det minimale, mens serier som Lucky Luke, Henrik og Hagbart prioriterer det humoristiske en del højere. Splint & Co. er nok den serie, som bedst matcher Tintins sammenblanding af det humoristiske og det spændingsmættede element. Men alt i alt fremstår de serier, som afspejler det ”nutidige” samfund en kende mere seriøse end de serier som foregår i fortiden.

Tidsånden efter anden verdenskrig slår også igennem i forhold til fremstillingen af skurkerollen. Frem for dikotomien; de gode og de onde – er der ofte tale om et ”trekantsdrama” med; de gode, de onde og de fortabte. Hvor sidstnævnte hører til i omgangskredsen af ”de gode” men begår forræderi imod heltene. Især i første halvdel af 50’erne er dette mønster markant. Forræderen fremstilles ofte som tvivlrådige og således spiller fristelsen og tilgivelsen en central rolle i fortællingerne. Og det er typisk at ”de gode” tilgiver den tvivlende forræder, mens de forrædere som ikke angrer, bliver straffet af dem de har hjulpet. Dette ses f.eks. i Månen tur-retur.

Med risiko for at blive en smule misvisende er det kendetegnende at albummene i 1950’erne har en vis grad af realisme i deres fortællinger. Selv om det er fantastiske historier, som ikke har bund i virkeligheden, holder fortællingerne sig i det store hele til det mulige. Først mod slutningen af årtiet begynder det overnaturlige og reelt overdrevne at få indpas i tegneserieuniverset. Se f.eks. Gudernes kilde og Gåden om Atlantis som indeholder verdener der ikke eksisterer. I forhold til karakteren kan den relative høje realismes f.eks. ses i Lucky Luke. Han udvikler sig fra at være en sej cowboy til at blive en fantastisk skarpskytte og vanvittig god bokser gennem halvtredserne – dog uden at han på dette tidspunkt ligefrem er hurtigere end sin egen skygge. Mod slutningen af årtiet får dyrene i højere grad en mere menneskeliggjort plads i serierne. F.eks. begynder Lucky Luke at tale med Jolly Jumper i; Dalton-brødrenes fætre (1958). Selv Spirillen er et eksempel på, at det først er mod slutningen af årtiet, det overnaturlige spiller en væsensrolle i fortællingerne. Til trods for at Spirillen er et fantasidyr, så starter det med i Arvestriden (1952) med overvejende at være et ukendt dyr, også selv om det kan fantastiske ting med sin hale. Men i løbet af årtiet tildeles Spirillen flere og flere egenskaber. I; I Murænens gab (1957) bliver Spirillen således et amfibium. Og i; Operation ”stilhed” (1958) kan Spirillen pludselig tale. Selv om Spip (Splint & Co.) allerede i midten af halvtredserne kan tænke og får tildelt roller af mindre betydning – er det først mod slutningen af årtiet, at det menneskelige betones tydeligt. Se f.eks. Oliesheik på afveje (1959). Som hovedregel ligger personliggørelsen af dyrene inden for det tilforladelige i årtiet.

Som det fremgår af ovenstående har Lucky Luke særdeles få fællestræk med fortællingerne om Tintin. Derfor må denne serie også fremhæves som en af årtiets væsentligste, da den demonstrerer at tegneserier kan blive populære uden at følge det gængse mønster. Den foregår ikke i sin samtid – og er blandt de første europæiske serier som ikke gjorde dette. Der var tale om en ensom helt – ikke et makkerpar. Videnskaben og teknologien er stort set ikke eksisterende. Og i halvtredserne var serien også kendetegnet ved at have en meget lav grad af research. Først med albummet; Dommeren – det sidste i årtiet - kommer researchen mere i fokus. Indtil da minimeres det seriøse aspekt i serien, også selv om det først er mod slutningen af årtiet at karakterens egenskaber bliver reelt overdrevne. Om det så er stregen (tegningerne), så hører den til de mindst forfinede og gennemarbejde. Lucky Lukes popularitet bygger antagelig på, at den leverer myten om det vilde vesten – og ikke forsøger at give en realistisk fremstilling. Et kendetræk som genfindes i Henrik og Hagbart. Det er disse afvigelser fra Tintins skabelon, der betyder at Lucky Luke fremhæves – frem for seriens fortælle- og tegnemæssige kvaliteter, der ikke er på niveau med de bedste serier i årtiet.

En anden serie som også må fremhæves som særlig betydningsfuld er Blake og Mortimer. Serien begyndte i 50’ernes start og fik en enorm popularitet. Bl.a. fordi den ramte en samtidsforståelse i relation til den politiske situation efter 2. verdenskrig. Dermed blev grunden lagt for at tegneserier ikke kun skulle være underholdende – de kunne også være relativt seriøse - endog tankevækkende. Dette var ikke en indgangsvinkel, der blev særlig fremherskende i årtiet, men Blake og Mortimer er så gennemresearchet at noget af det som får serien til at holde i dag, er at man føler sig hensat til den epoke serien eksisterer fra.

Kvaliteten af tegneserierne er i 1950’erne præget af, at det er et medie som er under udvikling. Dermed ikke være sagt at albummene er dårlige. De når bare ikke det fortælle-niveau, som de senere udvikler sig til. Udgivelserne præges således af mediets avis-tradition på flere måder. Bl.a. er det relativt nyt for en række forfattere og tegnere at tænke i at udforme en lang sammenhængende historie, med et givet sideantal. Adskillige albums på tværs af forskellige serier sammenkæder en række relativ uafhængige afsnit med hinanden. (Se f.eks.; Arvestriden, Hvor er spirillen?, Den gyldne sfinks, Kurs mod det røde hav, mv.). Selv om der er flere historier som er solidt skruet sammen, er det ikke nogen selvfølge – især ikke i starten af årtiet. Et andet irritationsmoment er, at langt hovedparten af serierne udgives i aviser eller hæfter med en enkelt eller to sider pr. gang. Dermed slutter det sidste billede på en side ofte med at der lægges op til en mulig fare/trussel. Dette giver historierne et vist tempo – hvilket er positivt. Men en del af truslerne afværges meget hurtigt – og er mest af alt forstyrrende for fortællingens logiske forløb. Selv så sent et album som; Oribals krone (1958) lider under dette fænomen, så kvaliteten påvirkes negativt. Farvemulighederne var heller ikke ubegrænsede på dette tidspunkt. En række albums er genoptrykt med flere farver, men udgangspunktet er stadig de oprindelige valg. Selv om der ikke skal herske tvivl om Franquin, Martin og Jacobs tegnemæssige kvaliteter, så er deres helt store egenskaber nok evnen til at udtænke koncepter og universer, som kunne lægge kimen til en række gode historier. Som historiefortæller har de været hæmmet af et medie, som var ved at finde sin plads, og nogle udgivelsesmæssige betingelser, som har været en udfordring for fortællingernes udformning. Franquin og Martin voksede sig ud af denne begrænsning - for Martins vedkommende først i næste årti. Jakobs havde enkelte gode fortællinger; Det gule mærke og SOS Meteore, men ellers har senere forfattere vist at hans koncept/univers kunne forbedres fortællemæssigt – jf. Blake og Mortimers nye eventyr. Når det er sagt skal der ikke herske tvivl om, at de bedste albums i 1950'erne alle leverer gode sammenhængende og velfortalte historier, der tillige er suverænt tegnet. Og det er ikke uden grund, at det er fra denne periode der laves de første klassiske serier, som kan måle sig med Tintin. Men det er bemærkelsesværdigt at meget få album fra denne periode kan klare sig i sammenligningen med de næste årtiers bedste udgivelser.

Hergé havde med Tintin også påvirket måden der bliver tegnet på i 1950’erne. Flertallet af de europæiske serier – med Buck Danny og Jerry Spring som undtagelser – benytter sig af den streg/stil, der kendetegner Hergés tilgang. ’Den rene linje’ er næsten så dominerende, at den bliver eneherskende. Kun uden for Frankrig og Belgien fylder andre tegnestile reelt i udgivelserne. Primært i England, hvor avisserierne havde langt flere skygger. Hergés dominans tilfører tegneserierne et forholdsvist naivt præg, som følge af den benyttede tegnestil. At Buck Danny udfordrer den gængse tegnestil kan være en konsekvens af temaet. I USA havde flyver-serier allerede et par anerkendte udgivelser; Johnny Hazard og Steve Canyon, som sikkert har inspireret Buck Danny. Til slut må Franquins streg også fremhæves, selv om den ligger i forlængelse af Hergés. Franquin er langt mere dynamisk – der er simpelthen mere aktion i hans billeder. En af de primære grunde kan være, at Franquin meget ofte afbilleder hele personerne, mens Hergé tit nøjes med at tegne sine karakterer fra brystet og op.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 25. mar 2018, 22:01 
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Brugeravatar

Tilmeldt: 17. feb 2005, 22:38
Indlæg: 16973
Franquin er ikke ligne claire, mend Marcinelle, atom stilen.

_________________
Jean Van Hamme : « William Vance est un formidable illustrateur. »


Top
 Profil  
 
Indlæg: 25. mar 2018, 22:07 
Brugerniveau 4
Brugerniveau 4

Tilmeldt: 11. sep 2016, 17:31
Indlæg: 1191
GoogaMooga skrev:
Franquin er ikke ligne claire, mend Marcinelle, atom stilen.


Det ved jeg godt. Men du må dog trods alt give mig ret i, at den stilmæssigt ligger forholdsvis tæt på ligne claire.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 25. mar 2018, 22:19 
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Brugeravatar

Tilmeldt: 17. feb 2005, 22:38
Indlæg: 16973
Gimli skrev:
GoogaMooga skrev:
Franquin er ikke ligne claire, mend Marcinelle, atom stilen.


Det ved jeg godt. Men du må dog trods alt give mig ret i, at den stilmæssigt ligger forholdsvis tæt på ligne claire.


Det synes jeg nu ikke. Det har også noget at gøre med fortællestil, ikke blot fravær af skraveringer. I det hele taget var (og er) Marcinelle mere populær end ligne claire.

_________________
Jean Van Hamme : « William Vance est un formidable illustrateur. »


Top
 Profil  
 
Indlæg: 29. mar 2018, 11:41 
Brugerniveau 4
Brugerniveau 4

Tilmeldt: 11. sep 2016, 17:31
Indlæg: 1191
GoogaMooga skrev:
Gimli skrev:
GoogaMooga skrev:
Franquin er ikke ligne claire, mend Marcinelle, atom stilen.


Det ved jeg godt. Men du må dog trods alt give mig ret i, at den stilmæssigt ligger forholdsvis tæt på ligne claire.


Det synes jeg nu ikke. Det har også noget at gøre med fortællestil, ikke blot fravær af skraveringer. I det hele taget var (og er) Marcinelle mere populær end ligne claire.


Populariteten ved jeg ikke noget om. For mit eget vedkommende kan jeg kun give dig ret. Franquins streg appellere langt mere til mig end ligne claire. Men selv hvis det er hovedtendensen generelt, kan jeg ikke erkende andet, end Hergé har haft langt større indflydelse på mediet end Franquin. Og især i halvtredserne, hvor Hergé allerede var et etableret navn ved indgangen af årtiet, mens Franquin fik opbygget sit navn i denne periode.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 18. aug 2018, 19:14 
Brugerniveau 4
Brugerniveau 4

Tilmeldt: 11. sep 2016, 17:31
Indlæg: 1191
Så kommer mine betragtninger vedr. karakteristika for 1960'ernes fransk/belgiske tegneserier. Igen er der næppe nye pointer at hente for den mere inkarnerede fan. Jeg håber højest at få formuleret et par pointer eksplicit, som ellers har været en implicit viden. Kommentarer, tilføjelser mv. er velkomne.

Karakteristika for fransk/belgisk tegneserier i 1960’erne


Det humoristiske element er langt mere dominerende i tegneserierne fra 1960’erne end fra det forrige årti. Således er en meget stor andel af dette årtis nye serier primært humoristiske. Det gælder; Gamle Nick/Sortskæg, Iznogood, Vakse Viggo, Asterix, Umpa-pa, Smølferne og Benny Bomstærk. Men et par af de etablerede serier får også løftet deres humoristiske element. F.eks. Lucky Luke, hvor Goscinny udvikler humoren væk fra det slapstick element, der dominerede serien i 1950’erne.

Foruden det humoristiske gives der også mere plads til det fantasifulde og overdrevne i fortællingerne. Det ses først og fremmest i Smølferne, hvor tegneserien for første gang bruges til at fremstille en egentlig fantasiverden. Om det er Smølfernes succes, tidsånden eller forfatternes og tegnernes erkendelse af mediets muligheder for at fremstille et fantasi-univers, står hen i det uvisse. Men resultatet er, at hvor 50’ernes historier var fantastiske – men mulige fortællinger. Så er udgangspunktet for hovedparten af 60’ernes tegneserier, at de ikke kunne forekomme i realiteternes verden. Det gælder bl.a. for alle de nævnte serier i ovenstående afsnit. Men der udvikles dog stadig nye serier, som foregår i samtiden, og principielt kunne lade sige gøre. F.eks. Allan Falk og Modesty Blaise. Disse ”realistiske” serier kredser udelukkende om agent-temaet – dog med forskellige varianter, som f.eks. Blueberry.

Ideen om at lade tegneserierne foregå i et selvskabt univers bliver også mere udbredt. Dvs. at histo-rierne tager afsæt i en verden som føles kendt og tilforladeligt. F.eks. i Asterix, der starter med at lade historierne omhandle nogle få karakterer. Men hen ad vejen udvides personskaren, så serien mod slutningen af årtiet, reelt kan trække på en hel landsby af personligheder.

Kombinationen af humoren og det overfantastiske element betyder, at den naivitet som Hergés tegnestil tilførte mediet igennem 50’erne – og som fortsat har betydelig indflydelse i 60’erne – får stor gennemslagskraft. Hvilket yderligere forstærkes af de forholdsvis simple historier, som præger en stor del af udgivelserne. Der er ikke uden grund at tegneserier anses for at være børnelitteratur, hvis man betragter main-streem udgivelserne i 1960’erne. Naiviteten dominerer mod slutningen af årtiet i en sådan grad, at man reelt higer efter supplerende recepter i tegneseriemediet.

Et andet karakteristika er, karakterens betydning i 1960’erne. Karakteren er reelt det centrale omdrejningspunkt for fortællingerne. Det er i denne periode, at en række af 50’ernes karakterer stadfæstes, mens der fortsat skabes nye karakterer, som altid vil være forbundet med mediet, f.eks.; Asterix, Lucky Luke, Alix, Benny Bomstærk, Iznogood og Bernard Prince. Karakteren skulle være tilstrækkelig interessant til at bære adskillige historier, samtidig med at den skulle være let genkendelig – både i streg og personlighed. Selv om mediet i høj grad stadig bruger makkerparret som skabelon, så opstår der også serier med enkeltpersoner – eller hvor makkeren er mere tilbagetrukket. F.eks. Allan Falk, Clifton, Benny Bomstærk og Blueberry. Men den vel nok største udvikling er, at spejderdrengen/den perfekte svigersøn, uden fejl og karakterbrist bliver suppleret med nogle mere realistiske og interessante profiler. Først og fremmest ved Blueberry der spiller falsk, drikker og er i konstant kamp mod hans overordnede. Men så sandelig også; dristig, opfindsom og handlekraftigt. Det samme gøre sig gældende for; Rødskæg, som må være en af de første tegneserie-helte, der har kriminalitet som sin løbebane. Der spores altså en bevågenhed omkring det at få øje på en karakters positive elementer i et mere mudret billede. (Det samme gør sig gældende for den engelske; Modesty Blaise, som har en blakket fortid, og har været igennem en meget hård opvækst).

Det er også Blueberry, Modesty Blaise og i nogen grad Rødskæg, som bryder med den naivitet, som er nævnt ovenfor. Det gælder, som netop gennemgået i forhold til karakteren, der er mere menneskelig. Men serierne adskiller sig også fra Hergé’ rene linje/Franquins Marcinelle-stil. Den realistiske streg bruger f.eks. skygger i langt højere grad end tilfældet er i flertallet af de franske/belgiske serier. Charlier vælger først og fremmest at være forfattere for tegnere, som har en realistisk stil, mens Goscinny i højere grad læner sig op af tegnere, som befinder sig inden for Comic-dynamic. Dette ses mest markant i forhold til Uderzo, som tegnede med forskellig stil for de 2 forfattere. Charlier kan ses som et opgør mod de stilarter som ikke søgte en realistisk streg – hvilket blev særdeles tydelige med Blueberry, hvor Giraud vil tydeligvis ikke underlægges et koncept, som ikke appellerer til hans kunstneriske talent. Endelig må Blueberry (og Modesty Blaise) fremhæves for at være mere voksne i deres historier. Således eksisterer døden f.eks. i begge serier, mens det ikke forekommer i Asterix, Lucky Luke, eller ret mange af de øvrige serier. Der er også tale om serier, der vægter spændingen, hvilket er en befrielse, fordi hovedparten af tegneserier, der udgives prioriterer det humoristiske. Det kan derfor heller ikke komme som en overraskelse, at Blueberry må fremhæves, som en 60’ernes mest betydningsfulde tegneserier. Dog kommer der stadig en række serier, som er mere inspireret af Hergé/Franquin f.eks; Clifton, Iznoggod, Gamle Nick/Sortskæg og Allan Falk.

Tidlig i 60’erne vises tillige en større skeptisk over for videnskaben end tilfældet var i 50’erne, hvorefter temaet har en tendens til at blive nedtonet i forhold til fortællingernes plot. Det samme gør hævntemaet, selv om det stadig er et element som tages op i ny og næ. Og i kraft af at samtidselementet mindskes bliver den politiske tendens i starten af årtiet (Ildstorm, I boretårnets skygge, Buddhas fanger, Kampen om prototypen), mindre tydelig mod slutningen. I stedet bliver Charlier og Goscinnys forfatterskab stadig mere centralt i forhold til deres modsætninger i plottets grundtema. Charlier hyldede; ’planen’, og i de fleste af hans historier, kan den overlegne plan, modplan mv. ses som værende afgørende for udfaldet i historierne. (Ses i nogen grad også ved f.eks. Allan Falk). Goscinny hylder derimod i højere grad den personlige egenskab. Det ses ved Lucky Luke og Asterix/Obelix. Og bliver særlig tydelig med Iznogood – der netop kun har ambitionen og planen, men ingen personlige egenskaber at forlade sig på, ud over hans ondskab. Og derfor lykkes det aldrig for ham. Hvis man er i tvivl om denne modsætning kan Asterix på skattejagt læses i dette lys. Den personlige egenskabs betydning kan også ses ved f.eks.; Benny Bomstærk, De 4 esser.

Charlier står for mere sammenhængende fortællinger, som strækker sig over flere albums. Men ellers er albummene som hovedregel uafhængige af hinanden. Kun karakteren bæreres videre i nye fortællinger. (I 1970’erne begynder en mere saga-agtig fortælling at opstå).


Top
 Profil  
 
Indlæg: 7. sep 2019, 13:11 
Brugerniveau 4
Brugerniveau 4

Tilmeldt: 11. sep 2016, 17:31
Indlæg: 1191
Så fik jeg gjort mine overvejelser vedr. de udviklingstræk, jeg har fundet i 1970'erne. Igen - de fleste herinde får næppe de store aha-oplevelser af nedenstående. Men som tidligere skrevet, måske mulighed for at forholde sig mere aktivt og bevidst til, hvilke kendetegn mediet har haft gennem tiden. Vi må se, hvornår jeg får overskud til at lave en lignende gennemgang af 1980'erne.


Karakteristika ved 70’ernes tegneserier (Europæisk – primært Fransk/Belgisk):

Det absolut stærkeste særkende ved 1970’ernes tegneserier, kan sammenfattes under parolen; Kvinderne kommer. Fra at tegneserierne har været et så godt som kvindefrit univers, med Modesty Blaise som en markant undtagelse - myldrer det frem med kvindelige hovedrolle indehavere og vigtige bi-personer i løbet af 1970’erne. Flere serier får således navn efter de kvindelige karakterer; Yoko Tsuno, Natacha, Franka, Adele og Comanche (Red Kelly på dansk). Dertil kommer ligeværdige makkerpar og vigtige bi-roller; Linda og Valentin, Oliver og Colombine, Chinook i Buddy Longway etc. etc. Og endelig kommer der også væsentlige kvindefigurer ind i de populære serier; Først og fremmest i Asterix, hvor landsbyen bliver befolket af faste kvindelige figurer, noget som ikke kan findes i albummene fra 1960’erne. Og Chihauhau Pearl og Guffi kommer ind i Løjtnant Blueberry universet. Når det så er sagt, så må betydningen for mediet trods alt siges at være til at overskue. Et meget stort antal af de kvindelige figurer indgik i historier, som lige så godt kunne have en mandlig hovedkarakter. Reelt set var det muligheden for at tegne kvinder, som var fornyelsen – ikke fortællingerne. Her er især Adele en væsentlig undtagelse.

Et andet markant udviklingstræk sker i forhold til tegningerne. Fra at Hergé’ rene linje og lignende stilarter (Franquins og øvrige udgivelser fra Dupius) har domineret siden 1950’erne , kommer der en række stilarter, der adskiller sig fra den etablerede form, og gør tegneserierne til en mere varieret æstetisk oplevelse. Det første brud kom med Linda og Valentin, hvor Mezieres streg adskiller sig tydeligt, fra stort set alt, hvad der hidtidig er kommet ud på markedet. Men også tegnere som; Bilal, Tardi, Pratt og til dels Hermann, fik opmærksomhed med deres markante streger. Derib ligger sig i forlængelse af Mezieres’ stil i serien; Buddy Longway, men tilføre mediet yderligere stilbrud. Det gælder i forhold til det, der kan kaldes for sidekompositionen. Lettere karikeret kan 50’er¬nes og 60’ernes tegneserier-sider beskrives ved at, hver side have 10-12 billeder, placeret sirligt i 3-4 rækker, med 2-3 billeder i hver række. Dette grundmønster var blevet udfordret – men ingen på samme demonstrative måde som Derib. I Buddy Longway eksploderer side-kompositionen i et fyrværkeri af forskelligartede billed-mosaikker. Buddy Longway er tillige eksponenten for det forhold, at der i dette årti bliver mere plads til baggrunde og landskaber i tegningerne, mens karaktererne fylder mindre i billederne.

For god ordens skyld skal det nævnes, at der stadig kom en lang række serier, som tager udgangs-punkt i de traditionelle genre og tegnestile; Sammy, Blåfrakkerne, Natacha, Yoko Tsuno, Oliver og Colombine ligger f.eks. alle i forlængelse af 1960’ernes primære tegnestil.

I forhold til plot og manuskript, kommer der – heldigvis – nye trends vedr. de temaer som fortællin-gerne handler om. F.eks. bliver det politiske betydeligt mere betonet. Her må Christin siges at være en af de primære kræfter, idet såvel Linda og Valentin, samt hans arbejde med Bilal har tydelig poli-tisk kritik og indhold. Men en række andre serier har også politiske vinklinger. Bl.a. Oliver og Colombine, der foregår i et fantasi-/parallelunivers, som anvendes til en kritisk tilkendegivelse over for det industrialiserede samfund. Endelig får nogle af de kendte serier betydelig mere politisk punch. Det gælder især Asterix, som i løbet af 1970’erne ikke stiller sig tilfreds med at være humoristiske, men i langt højere grad inddrager politiske temaer som; urbanisering, kapitalisme og integration. Men den ubetingede største fornyelse inden for det narrative er fremkomsten af mere komplekse fortællinger. Corto Maltese’s univers er vel et af de stærkeste eksempler – primært i de lange sammenhængende album. Pratt benytter sig her af en langt mindre lineær fortællestil – hvor man i starten oplever en overvejende usammenhængende fortælling, men hvor de indledende tråde, stille og roligt bliver bundet tættere og tættere sammen. Det samme mønster går igen i Tardis fortællinger, og kan i nogen grad også findes i serien; Jon Cartland.

I forlængelse af den politiske vinkling skal det nævnes at helten i 1970’ernes serier ofte er ”den lille mand”, mens skurkene i højere grad er at finde blandt magthaverne og de rige, end det er tilfældet i 1950’erne og 60’erne. Tidligere var det ofte kræfter fra andre nationer, som var fjenden, mens det nu er mere almindeligt at finde fjender inden for det samfund, som historien foregår i. Det gælder samtlige de serier, som er nævnt som værende politiske, men kan også genfindes i; Eric Hedspore, Blåfrakkerne, Gammelpot samt i nogen udstrækning i Red Kelly. Samtidig er der serier som frem-stiller et mere diffust billede af godt og ondt. I Bernard Prince er skurkene f.eks. ikke bare er de on-de, og de allierede ikke bare er de gode. Ofte tvinger omgivelserne (junglen, sumpen mv.) modstan-derne til at samarbejde, og med jævne mellemrum er de allierede lige så ansvarlige for udfordring-erne, som skurkene er det. På samme måde er kampen mellem ondt og godt mere mudret i serier som; Corto Maltese, Jon Cartland, Buddy Longway, Adele samt Linda og Valentin.

En anden tendens vedr. plot er, at ”hverdagsdramaet” vinder indpas i tegneseriefortællingerne. Dog foregår de ofte i lidt mere eksotiske miljøer. Her er Buddy Longway og Jonathan de primære ekspo-nenter. Men det gælder også i nogen udstrækning for Jon Cartland samt Bilal, selv om der er urealistiske elementer i disse serier i form af magi. Men i de to førstnævnte serier får ”realismen” - som blev tilsidesat i 1960’erne – fra 1950’erne en renæssance. Men det hverdagsagtige kan siges at rykke grænsen fra; ’det mulige (1950’erne) til; ’det tænkelige’. Dog må det præciseres at der ikke er tale om grafiske noveller, idet fortællingerne stadig er for fantastiske til dette. Men der er ingen tvivl om, at de har været brobyggere til denne del af tegneserie-universet.

Endelig får de miljøer historierne tager afsæt i flere fornyelser. F.eks. får Science fiction tilgangen en markant placering ved serier som; Linda og Valentin, Yoko Tsuno. Jeremiah kan også placeres i denne kategori. Mod slutningen af årtiet, pibler der et miljø frem, som bliver blandt det mest dominerende i 1980’erne; de historiske serier (Vindens passagerer). Endelig bliver tegneserieverdenen inspireret af Grimms eventyr-miljøet via Gammelpot, men denne gren udbygges ikke i det kommende årti. Sjovt nok er byen/storbyen ikke et miljø som fylder ret meget. Kun Adele, der foregår i Paris, vælger denne kulisse, samt Franka. Ellers er der en stærk tendens til, at miljøer som kendetegner den moderne samfund fravælges. Det ses bl.a. ved den popularitet som western-miljøet har. Sandsynligvis en følge af Lucky Lukes og Blueberrys dominans, men det er alligevel tankevækkende, at der opstår flere nye serier, der tager udgangspunkt i det vilde vesten; Blåfrakkerne, Red Kelly, Buddy Longway, Jon Cartland og Jim Cutlass. Dertil kommer Sammy, der foregår i gangstermiljøet i 1920’erne og 30’erne, hvilket let kan siges at være den moderne udgave af det vilde vesten. Det virker som om, at tegneserien helst vil bringe en væk fra; civilisationen.

Når der ses bort fra de nye miljøer som tegneseriernes historier bredder sig over, er der altså flere udviklingstendenser, der alle søger at dreje mediet væk fra den ekstreme naivitet, som kendetegnede serierne i slutningen af 1960’erne. Og dermed bliver det en mere varieret oplevelse at læse tegneserierne fra 70’erne. Men da serierne fra 1960’erne solgte rigtigt godt, har der åbenbart været en vis frygt for at komme for langt væk fra de kendte og succesfulde koncepter. Det er således meget få serier der bryder med alle konventionerne fra 1960’ernes populæreste serier.

F.eks. fylder eventyreren som typefigur stadig voldsomt i fortællingerne. Men frem for den rene eventyrer, som er udgangspunktet for 50’ernes tegneserier, så kommer der et par markante nye varianter; Det kan være i form af agenten (Bruno Brazil) og freelanceren (Modesty Blaise). Den egentlige eventyrer eksisterer stadig, men har ofte en fod inden for agentverdenen (Bernard Prince, men også Løjtnant Blueberry). Hvor 1950’erne måske i højere grad betonede freelanceren og eventyreren, så vinder agenten i større indpas i 1970’erne. F.eks. er Bruno Brazil en reel agent serie og Linda og Valentin er også at betragte som agenter – blot i et science fiktion univers. Og Blueberry går fra at være ’oprøreren’ til at varetage særlige opgaver, f.eks. Chihauhau pearl. I 1960’erne var hans tilknytning til hæren mere betonet. En række serier har en karakter, som går på skift mellem de 3 positioner – Natacha, Yoko Tsuno og Eric Hedspore. Samlet set er eventyreren og freelanceren nok stadig mere dominerende end agenten, men agent-temaet giver altså en ny variant at indarbejde i historierne. Om Modesty Blaises (og James Bonds) popularitet har givet tilskyndelsen til dette skal være usagt – men virker sandsynlig.

Der kommer tillige en begyndende tendens til en adskillelse mellem; ’det spændende’ og ’det sjove’. Der kommer først og fremmest flere serier som næsten udelukkende er spændende. Men primært ses det ved de serier som har en humoristisk fortælling. Det ses bl.a. ved at kampe bliver mere overdrevne; Blåfrakkerne og Sammy. Allerede i 60’erne – med Jiji’s overtagelse – blev Luftens ørne rettet mere mod det spændende end det humoristiske – og i 70’erne virker det til, at denne vægtning yderlige forstærkes.


Top
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 7 indlæg ] 

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Antaeus, Bing [Bot] og 20 gæster


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg
Du kan ikke vedhæfte filer

Søg efter:
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
Danish translation & support by Olympus DK Team