
Tirsdag d. 27. maj deltog Danske Tegneserieskaberes bestyrelse i “Billedets Dag” arrangeret af VISDA. Temaet var AI, den seneste udvikling, og hvad det betyder for billedskaberne.
Fremtidsforskeren Sofie Hvitved indrømmede, at det går så hurtigt, at hun er gået bort at forudsige og nu nøjes med at pege på aktuelle tendenser. Eksempler var “Veo 3” og “Flow” fra Google, som kan generere video med personer, baggrunde og stemmesynkronisering ud fra rene tekstprompts.
Lene Tanggaard, tidligere rektor for Designskolen i Kolding, talte om de etiske dilemmaer i en AI-verden: Giver individuelle eksamener mening i en tid, hvor al viden blot kræver en søgning? Mængden af persondata hos SoMe-udbyderne er nu så stor, at de kan garantere skræddersyede nyheder og underholdning, som ikke vil udfordre din tryghedszone.
AI-rådgiveren Erik David Johnson forklarede bl.a., at selvom mange er begyndt at søge svar ved blot at spørge ChatGPT, skal vi huske, at AI ikke “finder” svaret i præcise kilder – den vil altid “generere” et nyt svar udfra en sandsynlighedsberegning. Derfor er der altid en mulighed for, at den tager fejl.
Fordi AI-tjenesterne er skabt på grundlag af millioner af bl.a. billeder, som er høstet uden tilladelse og betaling, så arbejder VISDA løbende både nationalt og internationalt på at få skabt en lovgivning, der sikrer en regulering af AI-tjenester, så der sker en betaling til billedskaberne.
Se fotos fra arrangementer på VISDAs facebookvæg.