Onsdag d. 20. maj deltog Danske Tegneserieskaberes bestyrelse i “Billedets Dag” arrangeret af VISDA. Temaet var endnu en gang AI, denne gang med fokus på den praktiske anvendelse, især indenfor fotografernes område.
Overskriften for arrangementet var ’Den visuelle verden i en ny teknologisk virkelighed’.
De tre oplægsholdere var kurator og skribent Majken Overgaard, billedkunstner og designer Morten Rockford Ravn og professor og fotograf Christian Vium. Moderator var Marie Høst.
Majken Overgaards tilgang var maskinstormerens og hun kom med flere eksempler på, hvordan man kunne beskytte sine billeder og forsyne dem med kode, der ville skade AI-firmaernes databaser og systemer, hvis de hentede dem. Morten Rockford Ravn har startet firmaet AIRevolution og lavet et interface, der gør det let for firmaer at generere modeller, locations og fotos til f.eks. reklamekampagner. Christian Vium er antropolog og fortalte, hvordan han arbejdede med dokumentarisk fotografi, når han var i felten, og hvordan dette område – med det indbyggede krav om autencitet og troværdighed – nok er svært at erstatte med kunstig intelligens.
Marie Høst er podcastvært på Prompt og Blinde Vinkler og modererede den efterfølgende paneldebat mellem de tre oplægsholdere.
Man kan se billeder fra arrangementet på VISDAs facebookside.
