
I februar påpegede Danske Tegneserieskabere overfor Kulturministeren, at Statens Kunstfonds tildeling af arbejdslegater var faldet drastisk i 2024. En gennemgang af Legatudvalget for Litteraturs tildelinger i årene 2020-2024 viste, at tegneseriens andel var gået fra godt 3 mio. årligt til blot 900.000 i 2024, hvor et nyt udvalg under ledelse af Merete Pryds Helle var tiltrådt.
I et brev til Kulturminister Jakob Engel-Schmidt påpegede foreningens daværende formand, Sussi Bech, den katastrofale udvikling og bad ham “indskærpe overfor Legatudvalget for Litteratur, at det skal opfylde sin strategi om at sikre størst mulig genremæssig spredning, have blik for litterære hybrider og tværmedial litteratur.”
Fire skridt tilbage, tre skridt frem
Nu foreligger oversigten over Legatudvalgets tildelinger for 2025, og her kan spores en mærkbar og positiv udvikling: I 2025 blev der tildelt 17 arbejdslegater til tegneserieskabere, og tegneserien har med 2.880.000 kr. – godt 8% af de samlede midler – genvundet det meste af det tabte terræn.
Det blev hilst velkomment på Danske Tegneserieskaberes seneste bestyrelsesmøde, hvor man blev enige om fortsat at holde øje med udviklingen.