Brev til Kulturministeren om tegneseriestøtten

Efter at Statens Kunstfond i en årrække årligt har uddelt over 30 arbejdslegater til tegneserieskabere, faldt antallet af legater i 2024 til under 10!

Bestyrelsen har gennemgået Legatudvalget for Littetarurs uddeling af arbejdslegater i årene 2020-2024. Listerne viser denne udvikling:

2020: Arbejdslegater til 31 tegneserieskabere, i alt 3,1 mio. DKK
2021: Arbejdslegater til 31 tegneserieskabere, i alt 3,8 mio. DKK
2022: Arbejdslegater til 26 tegneserieskabere, i alt 2,5 mio. DKK
2023: Arbejdslegater til 34 tegneserieskabere, i alt 3,2 mio. DKK

2024: Arbejdslegater til 9 tegneserieskabere, i alt 900.000 DKK

Danske Tegneserieskabere har i et brev til Kulturminister Jakob Engel-Schmidt påpeget den katastrofale udvikling og bedt ham “indskærpe overfor Legatudvalget for Litteratur, at det skal opfylde sin strategi om at sikre størst mulig genremæssig spredning, have blik for litterære hybrider og tværmedial litteratur. Hvis en tilsvarende udvikling havde fundet sted indenfor enhver anden kunstart, ville en sådan udvikling og lemfældighed fra et år til det andet ikke være blevet tolereret.”

I henvendelsen til ministeren anfører vi, at “tegneserier adskiller sig historisk og i sit kunstneriske udtryk meget fra andre kunstarter som billedbøger, romaner og lyrik, og vi har forståelse for, hvis alle udvalgsmedlemmer ikke kan overskue det hele. Derfor vil vi gerne tilbyde et møde med Kulturministeren og Legatudvalget for Litteratur, hvis der er ønske og behov for større kendskab til vores felt.”

Kendskab til billedbøger

Tegneseriesitet Nummer9 har i en artikel om den faldende støtte interviewet tidligere medlem af Legatudvalget, Lars Horneman, der “undrer sig over sammensætningen af det nye legatudvalg, der består af en skønlitterær forfatter (Glenn Bech), en lyriker og oversætter (Shadi Angelina Bazeghi), en forfatter, der har skrevet skønlitteratur, børne- og ungdomslitteratur samt digital illustreret litteratur (Merete Pryds Helle), en oversætter og forfatter (Rasmus Hastrup) samt en lektor (Louise Mønster).”

Det nye legatudvalgs formand er den skønlitterære forfatter Merete Pryds Helle, der er “ærgerlig” over, at der sættes spørgsmålstegn ved udvalgets tegneseriefaglige kompetencer: “Vi er meget glade for tegneserier i udvalget, og jeg bliver naturligvis ked af at høre, at opfattelsen er, at vi ikke har kompetencer til at vurdere dem,” siger hun og henviser til sit arbejde med billedbøger og til Rasmus Hastrup, der “har stort kendskab til tegneserieområdet.”