“København Læser”

Kenn Andersen fra Fantask oplyser, at som led i den årlige litteraturfestival “København Læser”, som kører fra d. 3. – 9. november, deltager man fra Fantasks side i år med 4 events, som alle sammen er gratis og foregår i selve tegneseriebutikken:

Mandag d. 5. kl. 18.30-20

Hobbitterne invaderer Fantask:
Denne aften omdanner Bri – Tolkienselskabet i København Fantask til et hyggeligt hobbithul. Her kan du møde en hobbit, lytte til hyggelig højtlæsning af Tolkiens ’Hobbitten’, smage på hobbitbagværk, deltage i konkurrencer mv. Uanset om du er nybegynder eller velbevandret i Tolkiens forfatterskab, er du hjertelig velkommen.

Tirsdag d. 6. kl. 18-20

En boghandel i Pisserenden:
Grundlægger og mangeårig ejer af Fantask, Søren Pedersen, fortæller om 37 år i bogbranchen. Få en glad aften i boghandlen i Sankt Pedersstræde, hør om kvarteret, bygninger, ombygninger og bøger. Søren Pedersen har haft sin daglige gang i bydelen siden 1971 og kan fortælle mange sjove historier om Pisserenden og dens beboere.

Onsdag d. 7. kl. 18-20

København i Ruiner:
Adam O.s tegneserie ’Ruiner’ præsenterer et farverigt og foruroligende billede af København efter menneskenes exit. Hovedstaden ligger øde og er i forfald. Træer, planter og vilde dyr har erobret gaderne og indbyggertallet er reduceret til én person. Kom og hør den selvlærte tegner fortælle om idéerne bag tegneserien og hans eget forhold til Hovedstaden.


Torsdag d. 8. kl. 18.15-20

Tentakler i Pisserenden:
Henrik Harksen driver det lille forlag, H. Harksen Productions, der udgiver originale skræk- og gyserhistorier. Særligt kendte er bøgerne om H.P. Lovecrafts Cthulhu-mythos. Hør om Lovecrafts-universet og om arbejdet med at skrive og udgive skræk og gys på et miniforlag.

Tags: , , ,

Category: Artikler, Events og festivaler, featured

Comments are closed.