Blodets Konkubine: Interview med Palle Schmidt

Christian Aarestrup: – Det mest iøjnefaldende ved “Blodets konkubine” er, hvor bevidst udansk den er. Hvorfor er det så vigtigt, at man ikke kan se, hvilket land den stammer fra, og er det ikke et knæfald for amerikanske serier at lade dem sætte standarden fuldstændigt? Kan man konkurrere med de udenlandske serier ved at gøre nøjagtig det samme, som de gør?
Palle Schmidt: – Det kan man vel godt. Synes du jeg gør nøjagtigt det samme som nogen andre? Det er jeg da ked af at høre. Men du skal vel starte med at være lidt kritisk, for ligesom at etablere din skarpe journalistiske profil, ha ha. Ja, den er udansk. Men nu er det jo heller ikke en spegepølse jeg prøver at sælge, hvor et lille dansk flag på pakken, får fru Hansen til at hive pungen frem. Jeg har tidligere lavet ting som var meget danske, ”De lange næsers nat” og rollespillet ”Fusion”. Det eneste jeg fik ud af det, var at jeg ikke kunne sælge dem i andre lande. Historien hører ganske simpelt heller ikke hjemme i Danmark.

Christian Aarestrup: – Med at ”gøre det samme” mener jeg, at du pakker ”Konkubinen” ind i forord og karakterskitser og flashvideoer og så videre. Det er en meget amerikansk måde at gøre tingene på, og mit konkurrence-spørgsmål går mere på, om man ikke for f.eks. at slå igennem på det amerikanske marked – for nu at lægge det lidt stort an – skal tilbyde dem noget, der ikke ligner dét, de plejer at læse. Du har selvfølgelig ret i, at det er ret ligegyldigt, om fru. Jensen køber, for det gør hun for det første ikke, og for det andet er der ikke nok af hende.
Palle Schmidt: – Jeg skal ikke kunne sige, hvordan man bryder igennem på det amerikanske marked, jeg har ikke gjort det endnu. Jeg har bare ikke villet afskære mig fra muligheden med lige netop dette projekt. Enhver form for alternativ markedsføring, flash-videoer etc. kan vel ikke andet end at gavne? Herhjemme er da det vist heller ikke rigtig set før.

Christian Aarestrup: – Der synes at være en masse nutidige og amerikanske inspirationskilder til “Blodets konkubine” – Bendis og Oeming f.eks., 100 Bullets, Luc Besson, Tarantino, Hitman – snarere end de gamle franske kriminalfilm og Hong Kong-sager, som nævnes i pressematerialet. Er du ikke bare hoppet med på en voldsdyrkende modebølge, som vi om en snes år vil se tilbage på med en rynken på næsen.
Palle Schmidt: – Du kan bare begynde at rynke på næsen allerede nu, det er fint med mig. Vold er ikke en bølge, det er en konstant. Og det er også OK, at du ser nogle andre inspirationskilder end dem jeg har valgt at nævne. Men hvis du kigger nærmere, vil du opdage masser af referencer til 60’erne – Tøj, biler, møbler, farver, arkitektur, personer. Historien er hverken forankret i tid eller sted, det hele sejler. Det tager desværre alt for lang tid at lave tegneserier, til at man kan nå at hoppe med på nogen som helst bølge. Man er bare nødt til at lave sine ting, og kommer der en bølge der passer til det, så er det rent held. Man kan ikke sidde og vente på den næste.

Christian Aarestrup: – Du virker mere til at gå op i overflade-coolness og seje actionscener end karaktererne. Sjældent ser man hovedpersoner, som vi får så lidt at vide om – og da vi så får noget at vide, bliver det karakteriseret som “en fed løgn”. Er det en kommentar til andre forfattere, der prøver at undskylde deres blodsudgydelser med påklistrede skæbnefortællinger?
Palle Schmidt: – Ja og ja. Det her er mit ”overflade-coolness album”. Og det er ikke tilfældigt. Jeg har ikke været interesseret i at over-psykoligisere mine personer, der nærmest har arketypisk karakter. Men det er forhåbentlig ikke det samme, som at de er papfigurer. Jeg tror du vil opdage, at de handler ret konsekvent. Og Lindas ”skæbnefortælling” synes jeg siger mere om hende, end alverdens baggrundshistorier. Det er klart en kommentar på actionfilmen, hvor vi lige skal have en candlelight scene, hvor helten fortæller om sin tid i hæren/politiet/Mafiaen/Føtex, så vi synes han er følsom. Men måske ER han bare ikke følsom? ”Blodets Konkubine” skærer ind til benet. Vi får ikke engang at vide hvordan Jean-Luc og Linda har mødt hinanden. Vi starter midt i historien, og så blæser vi bare derudaf. Her har du faktisk inspirationen fra de franske kriminalfilm; Der kan en hovedperson godt have en karakteristik, som består af hans navn, en hat og et cigaretmærke. De behøver ikke forklare så skidemeget, bare historien er god.

Christian Aarestrup: – I “Skyggen af bevis” var der en del politik, og du har også tidligere markeret dig som socialdemokratisk kampagnetegner, men det aspekt er fuldstændigt fraværende i “Blodets konkubine”. Har du mistet dit politiske engagement eller bare gemt det af vejen for ikke at støde potentielle læsere fra dig?
Palle Schmidt: – Jeg er altid frisk på at støde læsere fra mig, bare der er en grund til det. Efter 2001 var det som om mit politiske vækkeur, der ellers havde stået på ”snooze” i mange år, ikke længere kunne overhøres. Derfor besluttede jeg nærmest i afmagt, at jeg ikke ville holde mine meninger for mig selv. Man kan jo ikke ændre noget, hvis man sidder og putter med sine holdninger. Det undrer mig, at flere kunstnere ikke benytter lejligheden, når nu de alligevel har fat i et publikum. I ”Skyggen af Bevis” ligger det i genren. Raymond Chandler missede heller aldrig en chance for at lukke samfundskritik ud mellem sidebenene. Den forhutlede detektiv identificerer sig med ”den lille mand”, og står som oftest næsten udenfor samfundet. ”Blodets Konkubine” er skrevet før 2001, og det manglende politiske indhold var dengang en protest mod de ret så skolelærer-venlige albums vi så i 80’erne og 90’erne, hvor der altid var en eller anden morale. Så det var et dogme med ”Blodets Konkubine”, at der IKKE skulle være sådan en vi-skal-være-søde-ved-hinanden morale ind over. Jeg ser ”konkubinen” som et enkeltstående værk, og politik passer bare ikke ind. I øvrigt er jeg ikke socialdemokratisk kampagnetegner, det var et betalt job. Men jeg sagde da helt sikkert ja til jobbet, fordi jeg fik muligheden for at revse Anders Fogh Rasmussen. Som i parentes bemærket er fuld af løgn, og har været det hele tiden.

Christian Aarestrup: – Så er tiden efter din mening igen inde til skolelærer-venlige albums? Hvad interesse har læseren egentlig i, at du hellere så en anden statsminister? Tegneserietegneres politiske overbevisning er vel ikke mere interessante end pølsemandens, hvis de ikke kvalificeres ud over, at ”politikerne er fulde af løgne” eller ”Pia Kjærsgaard er ond”. Og da slet ikke i forhold til et internationalt publikum. Samfundskritik er vel én ting og det bare at lufte sine holdninger ubearbejdet i de medier, som man nu engang har adgang til, vel noget andet – eller hvad?
Palle Schmidt: – Jeg siger ikke, at politikere er fulde af løgn. Jeg siger, at Anders Fogh Rasmussen er fuld af løgn. Det er vel mere et faktum, end en holdning. Hvis pølsemanden vil udbasunere sin holdning i sin pølsebod, så ham om det. Hvis man er uenig, så kan man jo købe sine pølser et andet sted. Og nej, jeg synes ikke tiden er inde til skolelærer-albums, tværtimod! Men det har som sagt ikke meget med ”Blodets Konkubine” at gøre, den er renset for politiske holdninger, bare rolig. Her er dogmet mere, at der på næsten hvert opslag skal være nogen der bliver skudt, nogen der tager tøjet af, eller noget der springer i luften.

Christian Aarestrup: – Hvad er der egentlig i den der termo-kuffert? Ved du det selv? Og hvis der ikke er noget, hvorfor så holde det hemmeligt?
Palle Schmidt: – Det er en hemmelighed…

Christian Aarestrup: – Jeg mener umiddelbart at kunne genfinde følgende rockstjerner blandt gangsterne i “Blodets konkubine” – David Bowie, Rod Stewart, Mick Jagger, Eric Clapton, Damon Albarn, men der er sikkert mange flere. Hvem er der ellers, og var de fire rigtige?
Palle Schmidt: – Fedt du har gidet kigge efter! Jeg mindes ikke at have tegnet nogle af ovenstående, men Keith Richards må lade livet under en bro. Og min ven Rune, der hjalp med farvelægning på de første sider, bliver skudt af LaTour, da han kommer med dårlige nyheder. Rune er også rockstjerne, men det er der jo næppe nogen der ved. Jeg tror også Nik & Jay er der et sted, men desværre bliver de ikke skudt. Det må blive næste gang!

Christian Aarestrup: – Din udvikling som tegneserietegner er gået ret stærkt, når man tager i betragtning, hvor få tegneserier du egentlig har lavet. Hvad har været udslagsgivende heri? Pladsen på Gimle? Arbejdet med “Skyggen af bevis”? Andre illustrationsopgaver? Hvad er det, der realiserer talentet og gør forskellen på en fritidskunster og en professionel serieskaber?
Palle Schmidt: – Det er klart at illustrationsarbejde og storyboards udvikler ens tegnetalent kolossalt. Jeg prøver altid at gøre noget nyt, når jeg tegner. Det er ikke sikkert andre end mig kan se det, men det gør jeg! Det hjælper også at sidde op og ned af folk der er bedre end en selv. Så tager man sig lidt sammen, ikke? En professionel serieskaber, er vel pr. definition én der lever af at lave tegneserier. Så set i det lys, er vi alle amatører. Nogle af os er bare professionelle amatører.

Christian Aarestrup: – Nu er der jo mange af os, som ikke ser så pokkers meget af det, du laver, og vi kan derfor hverken følge den daglige udvikling eller forsøgene på noget nyt fra gang til gang. Men du mener altså, at det er mere udviklende at få sig noget bestillingsarbejde end at sidde hjemme på loftskammeret og fordybe sig i og forfine ens eget personlige, autentiske udtryk?
Palle Schmidt: – Absolut. Sidder man bare og tegner på sine egne ting, så tegner man groft sagt kun det man kan i forvejen. Kom ud af loftskammeret, tegn for penge, tegn efter model, tegn på tid. Bare tegn!

Christian Aarestrup: – Når udtrykket nu netop er så tilstræbt internationalt, er det så et udtryk for en ambition om et internationalt gennembrud? Går du og drømmer om et run på Batman eller måske bare at udkomme i andre lande? Hvad er Palle Schmidts karriere-forventninger – er tegneserierne bare en hobby ved siden af det “rigtige” arbejde med rollespil og storyboards osv., eller skal du derhen, hvor de betaler for villaen og volvoen?
Palle Schmidt: – Puha, du stiller mange spørgsmål ad gangen! Mine egne projekter, tegneserier, filmmanuskripter og den slags, og fylder mest i mit hoved, og det er det jeg bruger tid på, ud over familien. Betalt arbejde (hvortil rollespil i øvrigt aldrig har hørt) fylder kun kalenderen, når det er der, så det er nærmest arbejdet, der er en hobby ved siden af. Desværre bestemmer man ikke selv hvornår. Den internationale stil i ”Konkubinen” er et klart valg, for at have muligheden for at sælge ud over landets grænser. Danmark er et lille land, og selv hvis man gik dør til dør og fandt alle tegneserielæsere, så er der vel ikke flere, end man kan internere i gymnastiksalen på en gennemsnitlig folkeskole. Jeg har læst flest amerikanske tegneserier, så det er nok derfor jeg tegner som jeg gør. Hvis der er en specielt dansk stil, så kender jeg ikke til den. Jeg har hverken villa eller volvo, så jeg kan næsten gøre som det passer mig. Men jeg ville bestemt ikke have noget imod at tegne Batman. Problemet er, at historierne i amerikanske hæfter overhovedet ikke siger mig noget efterhånden. Det er altså langt mellem snapsene. En serie som ”Criminal” af Ed Brubaker og Sean Phillips står for mig som noget nær det perfekte tegneserieprojekt for sådan en som mig, det ville jeg elske at lave. Jeg ville sikkert dø af stress over at skulle levere i den hastighed, så jeg gør mig nu ingen illusioner.

Christian Aarestrup: – Okay, så altså produktion til hjemmemarkedet, men med et internationalt sigte. Det er da også okay ambitiøst. Må man så spørge om, hvorvidt der er nogen tegn i den retning, eller er det for tidligt at udtale sig om?
Palle Schmidt: – Jeg kan jo kun opfordre læserne til at udbrede kendskabet til albummet, også til udenlandske venner. Så vil jeg gøre det samme!

Christian Aarestrup: – Hvad har Palle Schmidt på tegnebordet for tiden? Hvad bliver det næste, vi får at se fra hans hånd? Mere hårdkogt krimi eller noget helt andet?
Palle Schmidt: – Krimier ligger bare bedre til mit højreben end noget andet. De er de historier min hjerne laver, de billeder der dukker op når jeg bare tegner. Men om det bliver i tegneserieform er ikke sikkert. Jeg har flere ting på tapetet, men jeg vil næsten ikke nævne dem, da det er så pinligt at se på tryk 10 år efter, og det stadig ikke er kommet nogle vegne. Så vil jeg hellere overraske.

Christian Aarestrup: – Hvad synes du personligt om den retning, som det hjemlige tegneseriemarked bevæger sig i? Nostalgi i luksusindpakning, graphic novels med intellektuel appel, shonen-manga en masse – hvad læser du, og hvad kan du lide? Står vi foran en ny guldalder eller ved afgrundens rand?
Palle Schmidt: – Jeg følger ikke rigtig med på det hjemlige marked. Er der sådan et? Nej, jeg synes det er fedt er en bredde i udgivelserne, at det ikke er Anders And det hele. Men når boghandlerne har så mikroskopisk et udbud af tegneserier, som de så i øvrigt placerer under ”humor”, så ser det ud som om tegneserier stadig har et image-problem herhjemme. Det der kan frustrere, er at publikum tilsyneladende primært er interesseret i noget de kender i forvejen. Det gælder jo nok alle kunstarter. Heldigvis ligner ”Blodets Konkubine” alt mulig andet som folk godt kender i forvejen, så måske tager de fejl og køber min tegneserie i stedet. Hvis de kan finde den i boghandlen!

Christian Aarestrup: – Jeg har hørt, at der skulle være et hjemligt marked, selv om det vist nok ikke er imponerende. Men det er jo så dét, du smider ”Konkubinen” ud på nu. Hvad er egentlig succeskriteriet her? Hvor mange eksemplarer regner du realistisk med at sælge?
Palle Schmidt: – Lad os nu se, min mor køber jo nok et… Og min kæreste, det er så to. Nej, jeg sidder ikke og regner på det. Jeg laver det for min egen skyld først og fremmest, og så krydser jeg bare fingre for, at der er andre der kan se kvaliteterne i det. Det har i hvert fald været en fest at lave – Forhåbentlig smitter det af på læseoplevelsen.

• Seriejournalens nmeldelse
• Forlaget Fahrenheit
• Seriens website

Category: Artikler