Peter Madsen: Rejsen til Jerusalem
Peter Madsen, manden bag Valhalla-serien og som tidligere har tegnet Menneskesønnen, Historien om Job og Signes Jul for Bibelselskabets Forlag, står bag denne nye udgivelse – Rejsen til Jerusalem.
Påsken er den vigtigste højtid i vores tid, samt i kristendommen, og mange mennesker rundt om i verden fejrer påske. Men hvad dækker påsken egentlig over, og hvorfor fejrer vi påske? Det giver Peter Madsen sit bud på i denne bog.
Handlingen
Rejsen til Jerusalem er en fortællin i ord og billeder om den Signe og onkel Teos tur til et land tre tusinde kilometer borte. Det bliver en ydre og en indre rejse, og den foregår både i vores nutid og i en tid for mange hundrede år siden.
Rejsen til Jerusalem er ikke kun en fortælling om dengang og hvorfor, men samtidig også et vue på en moderne og anderledes by, som mere end nogen anden præges af de tre store religioner: jødedom, islam og kristendom. I bogen møder vi forskelle og ligheder…
Kritik
Jeg har stor, uendelig stor, respekt for Peter Madsens arbejde. Jeg mødte Peter for år tilbage i forbindelse med en kulturnat i København, hvor han stille og roligt sad i Antheneums Boghandel og tegnede. Besynderligt at opleve en ro og en koncentration som den aften – især fordi jeg selv er et flyvsk menneske og fordi kulturnatten i sig selv er en stessende oplevelse. Men der sad han altså, stille og roligt og tog sig tid..
Det sidder godt fast i min erindring, og det billede varer ved mens jeg læser Rejsen til Jerusalem.
Det er en særdeles fornem udgivelse, og jeg ved ikke hvad der virker bedst: den rolige fortællestil eller de yderst smukke og meget signende illustrationer? Det er selvfølgelig også fuldstændig underordnet. Det der batter er at begge dele virker, og virker godt. Den ro, som jeg omtalte tidligere, kan jeg sagtens føle er i albummet. Der er ikke noget jap eller tjuhej vilde dyr i bogen, og de ting der skal forklares, de bliver forklaret lidt som jeg forestiller mig en kærlig bedstefar ville forklare det, og som Signe i bogen også får det forklaret af sin onkel. Det er simpelthen bogens helt unikke styrke, denne ro, denne tagen sig tid til, og det ER et særsyn i disse dage at opleve. Desto mere tankevækkende og nærværende bliver udgivelsen, og det både for den voksne læser og for børn.
Jeg har her i påsken anvendt bogen som godnatlæsning, og det er nogle salige stunder, som jeg skatter højt. De spørgsmål der rejses i fortællingen, og den undren som Signe demonstrerer, kan begge mine to piger følge og forstå. Ofte udbryder de, spørger ind til eller på anden måde reagerer på fortællingen. Som selvfølgelig, på sin egen måde, bliver et smukt paradoks til den fanatisme der ellers præger mange steder anno 2008. Det ER en bog, hvis publikum er af yngre alder, og hvis jeg skulle bestemme, så ville bogen være obligatorisk i alle børneværelser.
Bogen er vel ikke en tegneserie, men en fortælling med billeder? Som sådan fungerer den fint, og det er en meget nydelig og afdæmpet pensel der laver tegningerne, det blodige, det pompøse og det direkte kommer aldrig til udtryk og med målgruppe for øje, er det et flot og fornuftigt valg. Historien kommer derved også mere til sin ret.
Jeg har mine yndlingsbilleder, nemlig de mere dystre og mørkeblå fra tiden op til korsfæstelsen. De udtrykker stemninger og gru, men gør det på en afdæmpet facon. Jeg er umanerligt glad for, at bogen er fri for pegefingre, dogmer og andet tyranni, og de steder hvor Signe ytrer sig højligt i negative vendinger, er kun genkendelige for en far som undertegnede. Peter Madsens bog er et stort smukt og tankevækkende mesterværk. Det ER det.
Konklusion
Mesterværk. Køb den og læs den for dine børn. Tag tiden, så tiden ikke tager dig.
Manuskript: Peter Madsen
Tegninger: Peter Madsen
Forlag: Bibelselskabets Forlag
Udgivet: Marts 2008
Sprog: Dansk
Medie: Billedbog
Sidetal: 88 sider
ISBN-nr: 978-87-7523-595-7
Pris: DKK 199,95
Aldersgruppe: 6-15 år
Anmelderens vurdering af udgivelsen (skala 0-6 point):
Manuskript: 6 point
Tegninger: 5 point
Præsentation: 5 point
Kvalitet til prisen: 6 point
Anmeldt af BERTI STRAVONSKY
Category: Anmeldelser








