Dato og tid er 17. jun 2019, 14:43

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 3 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 12. jun 2019, 13:04 
Brugerniveau 6
Brugerniveau 6
Brugeravatar

Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Indlæg: 6628
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Billede

For satan i hede helvede da! Det er en begravelse! Ikke en markedsplads! Hvad har hun da gjort, barnet?

Der er forskel på tegneserier. Der er forskel på bøger. Godt for det. Alsidighed har alle dage været et plus. Forlaget Cobolt har udgivet en herlig sag, og det endda på flere plan. Og, skal jeg skynde mig at tilføje, endnu engang en flot flot udgivelse. Jeg taler om Kirsebærrenes blod, første del og så er du nok klar over, at vi taler om Francois Bourgeons Vindes passagerer. Les Passagers du vent, som den franske titel er, et sublimt værk all over.

Forskelle i den forstand også, at der er tale om en grafisk udviklingsroman med dynamiske figurer. Om det var banebrydende dengang sidst i 70'erne og op midt i 80'erne, skal jeg ikke kloge mig på, men mon ikke at læsere og Bourgeons kolleger kiggede interesseret en ekstra gang. Nu, hvor jeg er over the hill, så finder jeg stor glæde i helheder og udvikling, og det er en fornøjelse at holde Kirsebærrenes blod og at læse den.

Først og fremmest er bogens design appellerende. Det er en af de værker, som enten på display eller bare i bunken på disken tager sig ud. Og skiller sig ud. En tung sag, et cover der skinner, en ryg i blåt med gulmatte bogstaver og en stemningsfyldt bagside (som dog er noget fesen og kedelig - en illustation ville klæde, men jeg er ret sikker på, at vi her taler om rettigheder). Lækkert stift papir, store ruder og en læsevenlig font. Bagerst et fyldigt notesapperat, som man dog sagtens kan kløjs i, og gå død i. Men det er der, og det understreger blot igen igen, at Cobolt gør noget ved deres udgivelser.

Selve fortællingen tager sig tid. Der er dialog, der er antydninger og det er tomgang. Ja, for så hulens meget sker der ikke i albummet. Vi følger to kvinders møder med hinanden, en ganske neutral relation, hvor den ældste, Clara, som vi fulgte under sit rigtige navn tidligere i Vindens passagerer, i dobbeltalbummet Barn af Kaimantræet, tager sig af og hjælper den 14-årige Klervi med råd, ly, klæder og andet. Primært fordi Clara er sådan af sind, men også fordi Klervi vækker minder om det nyfødte barn, som blev slået ihjel. Ja, sagt kort kan man gisne, at Klervi er et redskab der skal slibes til og modnes, og bekæmpe uretfærd. I don't know, men det ligner en tanke. Med skal det også her indskudt, at narrativet er en looking backfortælling, ikke en rammefortælling, men snarere et flashback.

Tidsmæssigt er vi 150 år tilbage i tiden. Det moderne gennembrud i fuldt flor, og pompøse byggerier skyder frem og op, billedplanerne tydelige, fremskridtet er her og nu. Men ting tager tid, og fremskridt er trods alt kun et skridt. Der er stadige franske ar at hele, helt klassiske ar mellem pøbel og aristokrati, og heri kan du flette de fattiges kår, og i en vis forstand, kvinders med. Ar da blodet efter folkeoprøret nok er skyllet bort, men stadig kan lugtes og en hovedstad med spændinger. Spændinger da tid er relativt, og de mange som kæmpede til døden, imod dem de kæmpede mod, er tilbage og forsøger at finde fodfæste og et almindeligt liv. En borgerkrig på stand by, en borgerkrig med reminiscenser, og de fordrevne tabere, fem år tilbage, er nu atter parisere, men fem år er ikke meget. Skurke og helte, alt afhængig af hvilken optik man vægter, husker hinanden.

Alt dette er kun skurren, for der sker altså ikke meget i albummet. Det er snak på snak, og tomgang fører intet med sig. Albummet er fyldigt med flotte tegninger og grimme ord. Det første et plus snarere end det sidste. Måske talte man groft og vulgært år tilbage? Det gjorde man nok, men det river i øjnene og jeg kan ikke lade være med at side småirriteret tilbage. Det virker bare 'forkert', men måske er jeg sart. Sikkert er det dog, at mine ordøjne ikke glædes ved den ofte vulgære tale.

Bygninger, åbne pladser, sirligt lagte mursten, store ruder med bygningsværker der tårner sig majestætisk mod himlen, og albummet er visuelt betagende og ganske ganske overvældende. Om vi er under jorden i bruddene under Paris, eller i byen, så er farvene afdæmpede, nedtonede og så alligevel en slags stemningsfulde. Helt i top er det dog ikke, der mangler noget sol, noget kontrast, noget pang. Måske fordi det at bære rødt tidligere har været farligt? Men altså, farver uden pondus, selv i solskin, gør ikke noget godt for helhedsindtrykket.

Persontegningerne er ret stive i det. Der er ikke noget rundt, ikke noget ferskt, ikke noget vitalitet. Det er bare talende ansigter, og de små anslag der er, om det så er en liderbuk på et gadehjørne, en knivliderlig alfons eller indbyrdes blodhad fra tidligere tider, så forløses det aldrig. Anslag er det, og de er ikke engang specielt interessante. Det kan opfølgeren måske og forhåbentlig gøre noget ved. Det vil tiden vise. For indeværende er det blodfattigt, og så slår det mig også, at tænder er vanskelige at tegne.

Jeg kan sagtens forestille mig, at for parisere og franskmænd, samt historiefolk, så er albummet godt og vedkommende. For min part, og jeg er jo blot lægmand, går jeg død. Det bliver ikke rigtigt vedkommende. Det bliver fyld og fyld fylder.

Jeg havde fransk i gymnasiet og fik et 8-tal. Ikke fortjent for jeg kan maksimalt 50 franske ord og endnu færre færdige sætninger. Jeg kan ikke vurdere, om det er en tekstnær og kompetent oversættelse, som Troels Hughes Hansen har begået. Det er jeg ret sikker på, at der er tale om. Det ville ligne Cobolt dårligt, hvis der ikke også på dét område, er satset på det bedste.

Bagerst er der et ordindeks over stednavne, noter og forklaringer. Fint nok, og nok især for feinchmakere og ordfolk. Men også omstændeligt, dog.

Selvom tonen i mine ord er beske og ikke rare, så er der alligevel et eller andet over albummet. Det både i selve albummets design og professionalismen bag, og også den der langsomme prægning af Klervi. Det er hende som fortæller om de syv år i Paris, og min nysgerrighed er skærpet. Jeg indledte med at tale om de store fortællinger, dynamiske personer og tider i udvikling. Jeg tror, at Vindens passagerer er godt at læse i sin helhed, at tage en aften eller to med kaffen og hele sagaen, og få alt på en gang.

Men det fordrer, at Bourgeons næste (som måske bliver det sidste) stepper op, så vi får pulsen lidt op. Ikke at vi har at gøre med en spændingsroman, slet ikke, men med en grafisk udviklingsroman, men merde, vi trænger.

Tre franske delikatesser bliver det til.

Titel: Kirsebærrenes blod - første del
Tekst: Bourgeon
Illustrationer: Bourgeon
Oversættelse: Troels Hughes Hansen
Forlag: Cobolt
Format: Hardback, 88 sider i farver, indbundet, stift papir
Udgivelsesår: 2019
Vejl. pris: 268,-
Isbn: 978-87-7085-749-9


_________________
www.bertistravonsky.dk


Top
 Profil  
 
Indlæg: 12. jun 2019, 15:33 
Brugerniveau 6
Brugerniveau 6
Brugeravatar

Tilmeldt: 29. mar 2005, 20:08
Indlæg: 6753
Geografisk sted: Langtbortistan, Vest for Ærø
Fint med lidt info, Berti. Jeg kan høre at den springer jeg lige over.

_________________
Kæmp for Paul Murrys Samlede Værker
http://dansketegneserieskabere.dk/debat/viewtopic.php?f=4&t=16720


Top
 Profil  
 
Indlæg: 12. jun 2019, 23:24 
Brugerniveau 5
Brugerniveau 5
Brugeravatar

Tilmeldt: 2. apr 2005, 00:28
Indlæg: 3961
Geografisk sted: København
Citat:
Først og fremmest er bogens design appellerende. Det er en af de værker, som enten på display eller bare i bunken på disken tager sig ud. Og skiller sig ud. En tung sag, et cover der skinner, en ryg i blåt med gulmatte bogstaver og en stemningsfyldt bagside (som dog er noget fesen og kedelig - en illustation ville klæde, men jeg er ret sikker på, at vi her taler om rettigheder). Lækkert stift papir, store ruder og en læsevenlig font. Bagerst et fyldigt notesapperat, som man dog sagtens kan kløjs i, og gå død i. Men det er der, og det understreger blot igen igen, at Cobolt gør noget ved deres udgivelser.

Jeg må med det samme sige, at Cobolt ikke kan tage æren for noget som helst af alt det. Det er simpelthen sådan, man udgiver Bourgeons værker, hvis man får lov til det. Han godkender hver en detalje med nidkærhed. Det tog seks uger at få hans endelige godkendelse af den danske udgave, du her anmelder. Albummet ser sådan ud overalt i verden, hvor det udgives. Dog er noteapparatet udbygget en hel del i den danske udgave for at tilgodese de historieinteresserede.

Og det er da en strålende anmeldelse, Berti, for selv om du insisterer på at give en karakter, og den ender under middel, er du jo mand for at beskrive, hvad man rent faktisk får for pengene, hvis man alligevel ikke kan dy sig for at se, hvad Bourgeon nu har fundet på. Hvis man (som sikkert jeg) er lidt skabsfrankofil, lidt skabsfeinschmecker eller bare almindeligt historieinteresseret, finder man guldkorn på hver eneste side. Men det kan jeg jo sagtens sige. Personligt synes jeg, det er helt vildt interessant, at "der ikke sker en skid". Når der netop alligevel går det.

Måske skal du være glad for, at du rent faktisk ikke kan læse fransk, eftersom du føler dig pikeret over det vulgære slagtehalsslang. Det er meget værre i den franske tekst! Det var bare umuligt at indhylle det i lige så meget fordærvet kød som på fransk, fordi den franske slang er delvis selvopfundet af Bourgeon.

_________________
http://forlagskontoret.dk


Top
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 3 indlæg ] 

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 3 gæster


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg
Du kan ikke vedhæfte filer

Søg efter:
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
Danish translation & support by Olympus DK Team