Dato og tid er 21. sep 2019, 19:25

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 1 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 18. sep 2019, 15:19 
Brugerniveau 6
Brugerniveau 6
Brugeravatar

Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Indlæg: 6783
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Billede


Vil du vide, hvad der står i notesbogen?

Tiden før enden

Det er en kryptisk sætning, men hvis du sætter dig og læser Børnenes jord, som er en forrygende god post-apokalyptisk graphic novel, så er du med. Tiden før enden.

Børnenes jord er skidegod. Slet og ret. I et stille tempo suges læseren ind, og glem alt om superhelte, flotte forførende farver, action og drøn på. Glem alt om det. Lad dig i stedet føre ind i 288 siders magi og mærk det der nærvær, som en rigtig god fortælling kan give. Helt uden dikkedarer, helt uden noget som helst.

Kun en stærk fortælling og nogle ligeså stærke illustrationer. Du vil næppe fortryde det.

Børnenes jord er en hybridudgivelse. Et samarbejde mellem Fahrenheit og Forlaget Forlæns. Du kender begge forlag og ved, at fra de kanter er der altid tale om kvalitet, og Børnenes jord er bestemt ingen undtagelse.

Handlingen? Vi er i et sumpområde, og alt er dødt. Vi møder brødrene Lino og Santo som begge er kommet til verden efter den gik under, og de lever et barskt liv. Dels blot for at overleve, men også fordi deres kære far, som jo har mistet alt, tyranniserer dem til at blive hårde og kyniske, til at overleve. Han selv kender jo til at miste, og derfor har han valgt kærlighedens barskeste vej, trusler, vrede, den slags. Ikke af ondskab men for at skærme og værne. Ordet elske må de ikke bruge. Kæppen kommer frem, hvis de kommer til at anvende dette ellers så smukke ord, og selvom jeg selvfølgelig ikke billiger farens valg, så giver det mening.

Hvis man ellers kan tale om meninger i en tid og en verden, som er borte. Der er noget råt, ja en slags Far from us, det prisbelønnende spil som nu allerede har et par år på bagen. Overlevelse? Overlevelse! Ja, vi kan dårligt forestille os hvordan…

Men det kan Gipi. Italieneren med det borgerlige navn Gian-Alfonso Pacinotti. En gut på 56, som indtil 2005 levede et helt almindelig liv som reklametegner og illustrator. Men så slog han igennem, en udgivelse som vi har til gode herhjemme, måske noget for Forlæns, Appunti per una storia di gurra, Noter fra en krigshistorie, som gav Angouelêmes hovedpris, og nu atter prisvinder med netop Børnenes jord. For denne modtog Gipi Angouelêmes kritikerpris i ’18. Og nu altså her til os, os danskere.

Bogen er en mursten. Sort og hvid og alt ved den skriger, at den er mørk og dyster.

Når man åbner den og scroller siderne igennem, så er der noget umiskendeligt Ib Spang Olsensk over tegningerne. Jeg tænker ikke på den krøllede og krimskramsede stil, men noget ’i proces’ og som altid fremstår, ikke ufærdigt, men færdigt og så alligevel ikke. Som en slags åben invitation til at tegne med oppe i hovedet. Man kan sagtens kalde stilen for løs, men det er alligevel at gøre stilen uret. Det ’løse’ har bestemt både en form og en funktion. Er det ikke sådan, at børn opfatter virkeligheden? Det mener jeg, at have hørt. Og det giver fuldt ud god mening her i Gipis streg.

Stemningen er klart i den mørkere afdeling, men efterhånden som brødrenes mod og livslyst stiger, og deres større og større lyst til at udforske og udfordre både livet, sumpen og ikke mindst faren, så sker der noget. Samtidig med følger vi faren, både via drengenes udspionerende blikke, men også uden, og man aner kærlighed, sorg og angst. Store følelser og man er tynget af narrativen.

Tegningerne er fantastiske. Ja, lad dig ikke snyde eller bedrage af de første indtryk. Læs videre og se og mærk det bløde bølgende skæg, se solen forsvinde, blive opslugt af mørket. Inden du ved af det, er du inde i bogens verden og den hapser dig, netop fordi illustrationerne er så gennemførte og fortællingen så levende og nærværende.

Her er ikke en krimigåde, der skal løses. Her er ikke en seriehelt som reddes af en gadget eller en tosset tilfældighed. Her er, ja jeg fristes til at skrive et slags Dogme-manifest. Fortællingen er alt. Det kan så briste eller bære, og især når man har med 288 sider at gøre. Men det lykkedes til fulde.
Børnenes jord er en tankevækkende smuk og barks beretning, og klart en af 2019’s allerbedste og fineste tegneserieværker.

Fem gode dystre post-apokalyptiske hjerter.

Titel: Børnenes jord
Tekst: Gipi
Illustrationer: Gipi
Forlag: Forlæns + Fahtenheit
Format: Hardback, sort/hvid 288 sider, smudsomslag
Pris: 299,-
Bogen ER udkommet
Isbn: 978-87-91611-89-6

_________________
www.bertistravonsky.dk


Top
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 1 indlæg ] 

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 1 gæst


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg
Du kan ikke vedhæfte filer

Søg efter:
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
Danish translation & support by Olympus DK Team